Brønshøj-kaptajn: Vi skal vise karakter nu
Der skal helt andre boller på suppen.
Nogenlunde sådan lyder det fra Brønshøj-kaptajn Pierre Larsen, inden weekendens opgør mod bundproppen Odder Fodbold, hvor hvepsene skal forsøge at rejse sig efter 4-0-nederlaget mod FA 2000 i seneste runde.
“Der skal være kvalitet, intensitet og en helt anden attitude i alt, hvad vi gør. Vi har stadig alt at spille for. Vi er ikke langt fra oprykningspladsen, men det kræver, at vi viser karakter nu – og at vi har respekt for de hold, der ligger lige i hælene på os,” siger Pierre Larsen til klubbens hjemmeside.
“På lørdag mod Odder forventer jeg at se et hold, der reagerer – et hold med stolthed og noget at bevise.”
Den rutinerede anfører har prøvet lidt af hvert i fodbold, men hvad der skete på Frederiksberg mod FA 2000 hører ikke under den slags udsving, som man må forvente i løbet af en lang sæson, lyder det.
“Alle fodboldhold kan løbe ind i en såkaldt ‘offday’ en gang imellem. Det må dog aldrig komme så langt ud, som det var tilfældet i den her kamp,” siger Pierre Larsen, der ærgrer sig over, at holdets mange fans skulle være vidner til sådan en omgang.
“Vi havde endnu engang fantastisk opbakning fra vores trofaste supportere, så det er dybt beklageligt, at vi leverer så ringe en præstation,” siger anføreren.
“Vigtigst af alt, forventer jeg en klar trodsreaktion fra alle i truppen. Vi skylder hinanden, klubben og ikke mindst vores fans at slå tilbage.”
Lørdagens kamp mod Odder Fodbold bliver samtidigt Brønshøjs første ‘rigtige’ hjemmekamp i foråret, da man endelig kan vende tilbage til at spille på Tingbjerg Ground.
Læs mere om den sag i artiklen herunder.