Bundmatematik: Sådan overlever dit hold i CampoBet 3. Division
Bundkampen i CampoBet 3. Division har udviklet sig særdeles dramatisk, hvor der med to runder tilbage af turneringen endnu ikke er sat navn på to ud af tre nedrykkere.
IF Lyseng er som det eneste hold i rækken uden chance for overlevelse, mens de to øvrige jyske klubber i rækken, Odder Fodbold og Vejgaard, kæmper en hård kamp for at sikre sig endnu en sæson med divisionsfodbold.
En virkelig dårlige serie af resultater har dog også trukket BK Frem med ned i det, der nok lige er blevet en tand for spændende for de mange fans af Valby-klubben.
Herunder kan du se, hvordan dit hold kan redde sig en sæson mere i CampoBet 3. Division.
BK Frem
Sagen er ganske ligetil for BK Frem. Der skal bare et enkelt point ind på kontoen i en enten lørdagens kamp ude mod Odder Fodbold eller runden efter hjemme mod Sundby Boldklub, så er man sikret divisionsbold i næste sæson også.
Meeen… der er trods alt en grund til, at man mandag fyrede cheftræner Marc Thevis. BK Frem har således blot sejret én gang i de seneste seks kampe, så måske det bliver mere spændende end som så.
Men regnestykket er let nok: Et point sikrer overlevelse. Og man har som den eneste af de tre nedrykningstruede klubber skæbne helt i egne hænder.
Odder Fodbold
Det har man til gengæld ikke i Odder, hvor opgaven dog alligevel er ret klar: Der skal to sejre til i de to sidste kampe i sæsonen. Først hjemme mod BK Frem lørdag, derefter i sidste runde ude mod IF Lyseng.
Samtidigt må BK Frem dog ikke få point i sæsonens sidste runde, hvor de hjemme møder Sundby Boldklub.
Vejgaard kan i teorien også gå forbi Odder Fodbold, selv hvis Odder vinder begge resterende kampe, men med en målscore, der er 13 mål bedre end Vejgaards, så er det nok alene en teoritisk bekymring.
Vejgaard Boldklub
Det leder også hen til, at Vejgaard er mest presset af de tre klubber. Kun sejre kan bruges til noget i de sidste runder i turneringen, hvor man fredag møder IF Lyseng hjemme, mens man i sidste runde kommer på en meget svær opgave ude mod Holbæk.
Samtidigt er man afhængig af resultater andre steder i begge runder. I den kommende weekend skal Odder slå BK Frem, mens både Odder (IF Lyseng ude) og BK Frem (Sundby Boldklub hjemme) så skal tabe i den sidste spillerunde.