Cheftræner om Bozga-comeback: Det er ikke planen
Der var ikke så få mennesker, som spærrede øjnene grundigt op, da de så, hvem Ishøj IF skiftede ind efter 81 minutters spil fredagens kamp i Helsingør. Det var ingen ringere end Jean-Claude Bozga, der kom på banen for “Kongeklubben”.
Han har store ambitioner som træner, men da han rykkede ind som assistenttræner for Ishøj IF i januar var det næppe med ambitioner om igen at spille divisionsfodbold. Han er noteret for 59 Superligakampe for FC Vestsjælland og har 80 optrædener for HB Køge i Betinia LIGA 1. division. Det ligger dog efterhånden nogle år tilbage, men skarpt står han stadig og nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde.
“Vi blev ramt af maveonde i sidste uge og har haft otte spillere nede at ligge i løbet af ugen”, udtalte Ishøj-cheftræner Kenneth Høier til sn.dk om baggrunden for indskiftningen.
“Vi blev nødt til det og er glade for, at vi har sat ham på B-listen med spillere, så vi kunne få ham ind. Vi var helt ude på de yderste mandater i truppen for at få nok folk med i dag. De første tilfælde havde vi natten til lørdag i sidste uge, hvor en spiller og en fra staben blev ramt,” lød det videre overfor sn.dk.
“Spilleren frisk, men der kom bare nye eksempler. Folk, der meldte sig friske i onsdags, havde ingen nogen energi. Vi måtte også skifte en ud allerede i første halvleg,” sukkede Høier, der dog ikke gav sygdomsproblemerne skylden for sæsonens største nederlag.
“Vi lykkedes ikke med det, vi gerne ville. Vi manglede nogle, der ville arbejde hårdt. Præstationen faldt kraftigt, og det er ærgerligt, for vi er slet ikke ude endnu. Vi har en målscore, vi skal passe på, og det gør vi bare ikke. Lige nu står man med følelsen af, at vi virkelig skal steppe op.
“Jeg synes ellers, vi har været med i flere af kampene, men i dag synes jeg, vi gav op på det”, erkendte Høier, som til temaet Bozga siger:
“Han skal have ros for det, han kommer ind og gør. Han kommer med noget energi. Men det er ikke planen, han skal spille.”