Chok i Brøndby: Schmedes stopper
Der er landet lidt af en nyhed fra den københavnske vestegn her onsdag eftermiddag.
Brøndby IF meddeler nemlig på deres hjemmeside, at fodbolddirektør, Benjamin Schmedes, stopper i klubben efter sæsonen.
Tyskeren har takket ja til et nyoprettet job som sportsdirektør for den tyske Bundesliga, og til sommer starter han i sin nye stilling hos den tyske ligaorganisation DFL, der står bag Bundesligaen.
‘’Det er med stor ærgrelse, vi må sige farvel til Benjamin efter sæsonen og efter det, der i alt bliver halvandet år i Brøndby IF. Desværre er det en præmis, når man ansætter dygtige mennesker, at man kan miste dem, og her har Benjamin fået et jobtilbud, han ikke kunne sige nej til. Det respekterer vi, selvom vi naturligvis havde håbet at have ham i klubben i længere tid,’’ siger bestyrelsesformand i Brøndby IF, Jan Bech Andersen.
Benjamin Schmedes blev præsenteret som Brøndbys fodbolddirektør dagen før nytår i 2024, og han har ikke ligget på den lade side i sin tid klubben.
Blandt andet er det blevet til to træneransættelser, store salg af Suzuki, Kvistgaarden og Nartey samt et voldsomt aktivt transfervindue i januar, hvor tyskeren hentede seks nye spillere til Brøndby.
‘’Sommerens transfervindue planlægges i et tæt samarbejde mellem Benjamin Schmedes og den øvrige sportslige ledelse,’’ lyder det afsluttende fra Jan Bech Andersen.