David Nielsen efter ny sejr: Vi leverede en afklaret indsats
Horsens er ikke længere i krise. De Gule er tilbage på sporet. Det satte David Nielsen og co. to streger under søndag eftermiddag, hvor Horsens endnu engang satte en oprykningskonkurrent til vægs.
Først gik det ud over Kolding før landsholdpausen. Søndag var det Hillerød, der blev besejret med 3-1.
Hillerød var i mange og lange perioder det bedste hold på Nordstern Arena, hvor gæsterne med lige dele systematik og fri leg på bolden pressede værterne helt i bund.
Men det var okay med Horsens. Faktisk var det hele efter planen, fornemmede man på David Nielsen efter kampen.
I kølvandet på sejren i Kolding, sagde Horsens cheftræner, at præstationen på Autocentralen Park var sæsonens hidtil bedste.
Det var præstationen mod Hillerød ikke. Til gengæld var den ‘afklaret’, lød det fra David Nielsen efter kampen:
“Vi leverer en meget afklaret indsats. Vi har tidligere, i de kampe, hvor vi har dummet os, løbet naive rundt på banen, som var vi Rødhætte ude i skoven, men mod Hillerød fulgte vi planen, og stod kompakt,” udtalte David Nielsen efter en kamp, hvor især Horsens’ lederskikkelser trådte i karakter.
En af dem var Patrick Olsen, der ikke bare dikterede Horsens’ omstillingsglade offensiv, men som også var en instrumental figur i hjemmeholdets defensiv.
Og ja, så bragte Patrick Olsen Horsens foran med 1-0 på et drøn af et frisparksmål fra 30 meters afstand.
En anden lederskikkelse, der for alvor gjorde sig positivt bemærket, var Horsens’ målmand, Matej Delac, der blandt andet stod bag en spektakulær straffesparksredning:
“Vi har nogle ledere på holdet, der har løftet sig de seneste kampe, og som gør det igen i dag. Patrick Olsen og Matej Delac, men også Frederik Brandhof tog virkelig fra.”
Med sejren rykker Horsens op på fjerdepladsen i Betinia LIGA. Et point fra Hillerød og Hvidovre, og to point fra Lyngby, der efter 17. spillerunde fortsat topper landets næstbedste fodboldrække.
Her led Horsens kommende modstander, Superliga-nedrykkerne fra AaB, et knæk, da nordjyderne lørdag tabte 0-3 til Kolding på Aalborg Portland Park.
Det piller nu ikke ved David Nielsen respekt for AaB, der søndag gæster Nordstern Arena:
“Vi skal være glade for sejren over Hillerød, men al vores fokus skal være rettet mod AaB,” slutter David Nielsen.
AC Horsens – Hillerød 3-1 (1-0)
1-0 Patrick Olsen (24.)
2-0 Roko Baturina (46.)
3-0 Andreas Bruus (53.)
3-1 Solomon Opoku (55)
Tilskuere: 1541