Det holder Cooper og Brøndby søvnløse
Selvom resultattavlen skriger krise, og Brøndby nu har rundet ti kampe i træk uden en sejr, er der én ting, der ikke vakler på Vestegnen: opbakningen. Efter endnu et smerteligt nederlag, denne gang 1-2 i Farum efter en kollaps i anden halvleg, står Brøndby-lejren tilbage med en blanding af dårlig samvittighed og dyb beundring for deres fans.
Cheftræner Steve Cooper lægger ikke skjul på, at den enorme opbakning fungerer som en tung byrde af ansvar, der følger ham helt ind i soveværelset.
“Jeg ved det. Det er det, der holder mig søvnløs om natten mere end noget andet for tiden. Vores fans er fantastiske og fortjener meget, meget mere, end hvad de får. Vi svigter alle lige for tiden. Det er der ingen tvivl om,” sagde Cooper til TV2.
Men hvor ligger ansvaret for den sportslige deroute? Mens debatten raser om Coopers systemer, peger spillerne indad. Daniel Wass er ikke i tvivl om, at truppen skal kigge sig selv grundigt i spejlet og genfinde respekten for klubbens størrelse.
Anføreren fredede samtidig sin manager og placerede ansvaret for de manglende resultater direkte hos de 11 mand på banen:
“Ja, det er ikke Steve, der skal gå ind og vinde kampene. Det kunne vi snildt have gjort i dag – det er ikke Steves skyld.” lød det fra Brøndbys rutinerede anfører.