Emil Nielsen efter comeback-scoring: Det var en fed aften

Roskilde FC scorede hele fire mål mod AB i den forgangne runde. Ingen af dem var dog så fremragende, som det der kunne have været. Det mest sublime angreb med to hæl-afleveringer og kombinationsspil af ypperste klasse, skulle ”bare” have været afsluttet med scoring. Ellers ofte skarpe Emil Nielsen leverede dog en afbrænder, de fleste af hans holdkammerater sent vil glemme. Nielsen selv havde dog en helt anden vinkel på situationen.
”Set udefra kan det virke som en kæmpe afbrænder, men jeg vil sige, at det er godt kommet ind til chancen af mig,” lød det med stort smil, da LigaManager spurgte til afbrænderen. Som var stor.
”Ja, det var skidt,” indrømmede han trods alt på en aften, hvor der var comeback i startopstillingen efter to kampe på skadesbænken. Og det en tydeligt tændt topscorer, der ledte den sidste linje for RFC i storsejren.
”Jeg var meget, meget glad for at være tilbage. Jeg har haft lidt problemer med hælen, som hele tiden irriterede, når jeg spillede. Så efter Vendsyssel-kampen aftalte vi, at jeg tog et par uger ude, så det kunne blive godt igen. Det var godt givet ud,” vurderede Emil Nielsen, der returnerede med scoring og assist. Samt var en evig uromager med angrebsmakker Mathias Veltz.
”Jeg er virkelig tilfreds, ikke mindst med den sejr, vi leverer. Det er bare en fed aften. Der var en fantastisk energi. Se bare på det mål, Valdemar Montell laver. Det er et sindssygt mål. Når en angriber sparker den flot op i hjørnet, ser det godt ud. Men dét, Montell laver, er noget, der næsten ikke kan købes for penge. Det arbejde, han lægger der, og så klasker den ind til 4-1”, lød det med store roser til holdkammeraten, som kun for nyligt er vendt tilbage fra en lang skadespause.
”Efter sidste kamp, hvor vi spillede 1-1 hjemme mod Skive, kunne jeg virkelig mærke på drengene, at noget skulle revancheres. Det var fantastisk at være en del af,” fortsatte Nielsen, som i tillægstiden kunne observeres tage en lang sprint tilbage fra et hjørnespark for at forhindre et kontraangreb. Rev det lidt i lungerne?
”Nok mere stængerne! Sådan er det, når man virkelig brænder for det. Selvom man ikke kan mærke stængerne, kører man på til det sidste. Selvom man snart fylder 32, kunne jeg have taget 90 mere,” griner måltyven, der med scoringen til 1-0 rundede 100 mål i Roskilde-trøjen.
(Foto: Jakob Termansen)
