Esbjerg henter forsvarstalent i Vejle: Vi forventer os meget
Esbjerg fB forstærker bagkæden på klubbens førstehold og forstærkningen er hentet i Superligaen, nærmere bestemt i Vejle, hvor esbjergenserne har sikret sig en aftale med Anders Sønderskov.
Den 19-forsvarsspiller har skrevet under på en kontrakt, der løber frem til sommeren 2029. Det oplyser Esbjerg i en pressemeddelelse:
“I Anders Sønderskov får vi en ung, spændende spiller ind i vores trup, som vi glæder os til at arbejde med i EfB.”
“Han har trods sin unge alder stiftet en del erfaring med Superligaen og været en del af førsteholdstruppen i Vejle i en længere periode, så der er et rigtig godt fundament at bygge videre på, og vi forventer os meget af samarbejdet,” udtaler Esbjergs sportschef, Sebastian Brydegaard, og fortsætter:
“Sønderskov er ærgerrig og sulten efter at udvikle sig, og det er den type profil, vi ønsker i vores miljø, så vi ser et godt match. Samtidig er han en forsvarsspiller, der bringer fysisk styrke ind i spillet, men som også kan være med i det opbyggende spil, og det flugter med vores stil.”
Anders Sønderskov selv er også glad for sit skifte til Esbjerg:
“Jeg glæder mig over skiftet til EfB, som er en stor klub med en imponerende fanskare og et fedt stadion.”
“I mine snakke med folk i klubben op til skiftet er jeg blevet overbevist om, at dette projekt er det rette for mig og min karriere, og jeg ser virkelig meget frem til at starte sammen med holdet, og jeg får heldigvis god mulighed for at lære alle at kende ekstragodt på vores træningslejr.”
Træningslejren, som Anders Sønderskov henviser til, finder sted i Tyrkiet og starter på mandag.