Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.
LigaManager dækker dansk fodbold

Esbjerg stryger til tops i Betinia LIGA

Foto: Unsplash.com
Betinia Liga
1/9/2025 21:29

Horsens er ikke længere alene på toppen af Betinia LIGA. For mandag aften vandt Esbjerg over HB Køge, og esbjergenserne er dermed a point med Den Gule Fare.

Kampen på Blue Water Arena var en livlig én af slagsen, ikke mindst på måltavlen, der allerede blinkede i det 9. minut. Her bragte Mikail Maden nemlig værterne foran 1-0, og inden der var spillet en halv time, havde Andreas Lausen gjort det til 2-0.

Kort inde i anden halvleg reducerede HB Køge til 2-1 på mål af Mike Jensen, hvilket dog ikke pillede ved, at Esbjerg var det mest chanceskabende hold på banen.

Således producerede Esbjerg i alt hele 19 afslutninger (12 mere end HB Køge, red.) hvoraf 9 ramte inden for målrammen.

En af disse afslutninger fik i det 72. minut gæsternes netmasker til at blafre, da Jakob Ankersen scorede til 3-1, hvilket reelt afgjorde kampen til Esbjergs fordel, til trods for, at HB Køge reducerede til 3-2 ved Mohamad Al-Naser, da der manglede små ti minutter af den ordinære spilletid.

Med sejren er Esbjerg nu noteret for 15 point for otte kampe i Betinia LIGA, hvor HB Køge med nederlaget, der var klubbens femte i sæsonen, forbliver på tabellens 11. plads.

Mandagskampen var i øvrigt den første for Esbjergs nye målmand, 27-årige Robby McCrorie, som klubben netop har lejet i skotske Kilmarnock.

Jakob Genz