FCK fans i åbent brev: DNA udvandes

FCK’s historiske nedtur har sendt chokbølger gennem fanmiljøet, og nu reagerer den officielle fanklub med et usædvanligt skarpt åbent brev til klubbens bestyrelse. Efter at “Løverne” for første gang nogensinde missede Mesterskabsspillet, kræver fansene nu svar på, hvordan klubbens fundament har kunnet slå så dybe revner.

“Vi er oprigtigt rystede og chokerede over den situation, klubben befinder sig i – og har befundet sig igennem længere tid. En udvikling, der måske først for alvor blev tydelig og alarmerende, da vi i søndags missede top-6, og realiteterne pludselig stod lysende klart for os alle,” lyder det i brevet.

Fanklubben i FCK peger især på en bekymrende tendens, hvor klubbens DNA og identitet føles udvandet til fordel for kommercielle interesser og en ekstrem udskiftning i spillertruppen.

“Vi forstår, at en organisation af denne størrelse kræver stærke CV’er og kommerciel indsigt. Men med den forståelse og accept følger også en stigende uro for, at fundamentet og klubbens DNA langsomt er blevet udvandet. Udskiftningen i truppen er blevet så voldsom, at mange føler, at de har mistet forbindelsen til dem, man følger uge efter uge.”

Soren Sorgenfri

Soren Sorgenfri

Skribent: 3F Superligaen og Premier League