FCK vil se rekorddyre Richardson an

FC København har præsenteret en af januars mest opsigtsvækkende forstærkninger i form af den 23-årige marokkanske landsholdsspiller Amir Richardson, der er lejet i Fiorentina. Aftalen indeholder en købsoption, der ved indfrielse vil gøre midtbanespilleren til det dyreste indkøb i Superligaens historie med et prisskilt på omkring 60 millioner kroner (8 millioner euro).

Sportsdirektør Sune Smith-Nielsen er dog påpasselig overfor TV2 med at love, at klubben trykker på knappen til sommer, og understreger, at der er mange faktorer i spil:

“Alt det med købsaftaler må vi se på, når vi når sommer i forhold til, hvad der er realistisk og muligt, og hvad den endelige pris måtte blive.”

Richardson, der får trøje nummer 25, er hentet ind som en kortsigtet løsning til at “angribe foråret”, men Smith-Nielsen påpeger, at klubben også skal tage højde for spillere, der vender tilbage fra skader og udlån. Han forklarer logikken bag at vælge en lejeaftale frem for et permanent køb nu:

“Jeg synes, at det er vigtigt at sige, at vi vil gerne have fire rigtig dygtige nu til at angribe foråret. Til sommer kommer Mattsson tilbage fra sin korsbåndsskade, vi har Hunor Németh på udlån i den bedste ungarske liga, vi sender Sarapata på lån. Det vil sige, at det er vigtigt at være opmærksom på, at i den kabale skal man tænke et til to transfervinduer frem.”

FCK har allerede i dette vindue sendt en angriber videre.

Soren Sorgenfri

Soren Sorgenfri

Skribent: 3F Superligaen og Premier League