FC Midtjylland gør klar til Franculino salg
Det ligner mere og mere, at Superligaens topscorer, Djú Franculino, spiller sine sidste kampe for FC Midtjylland.
Den 21-årige angriber har haft en forrygende sæsonstart, hvor han enten scorer eller lægger op til mål omtrent hvert 60. minut, han er på banen – en præstation, der naturligt vækker interesse fra udlandet.
“Vi sidder jo også og kigger hele markedet igennem for at finde den der proven goalscorer, og havde vi set Franculino et sted med alt det, han kan, havde han nok også været first choice for os,” siger FC Midtjyllands sportschef, Kristian Bach Bak til TV2 Sport i et større interview.
“Bliver han ved, som han gør nu, bliver der naturligvis interesse for Franculino allerede til vinter. Det ved vi godt,” forklarer han.
Hele fire unge FCM-spillere er blandt de 12 mest effektive i ligaen, når det gælder mål og assists pr. spillede minutter. Franculino og Aral Simsir topper endda listen suverænt.
“Vores forretningsmodel er bygget op efter, at en stor del af vores indtægter skal komme fra transfer af spillere. Vi har ikke verdens største stadion, og derfor er de unge vigtige for vores forretning,” siger Kristian Bach Bak.