Flere udfordringer i Vejle: Røde tal på bundlinjen
Vejle Boldklub offentliggjorde i går årsregnskabet for 2025, og det er med røde tal på bundlinjen. Nærmere bestemt viser regnskabet et underskud på 3.537.000 kroner efter skat.
‘’Årets resultat er ikke tilfredsstillende isoleret set, men er i høj grad et resultat af nødvendige og langsigtede investeringer, der skal sikre klubbens fremtidige konkurrenceevne og bæredygtige udvikling,’’ sådan lyder udmeldingen fra Vejle Boldklub.
I 2025 kom Vejle tilbage på lokale hænder efter ni år med Andrew Zolotko som majoritetsaktionær, og der blev efterfølgende investeret ganske markant i sommerens transfervindue.
‘’De øgede investeringer i spillertrup, organisation og struktur er en væsentlig årsag til årets resultat. Underskuddet skal ses som en forventelig konsekvens af en bevidst og strategisk satsning på at styrke klubbens fundament på lang sigt, både sportsligt og organisatorisk. På trods af klubbens nuværende placering, og udviklingen som følge af denne, er der investeret i det lange seje træk.’’
Vejle ligger sidst i Superligaen med ni point til overlevelse, og det tyder således på, at den kommende sæson kommer til at foregå i Betinia Ligaen.