For første gang i ni år: AB rykker op i næstbedste række

AB har sikret sig oprykning fra CampoBet 2. division. Det blev en kendsgerning onsdag den 13. maj. Præcis på 27-års dagen for klubbens triumf pokalturneringen i 1999. Dengang gjorde man arbejdet færdigt selv. Det præsterede man ikke denne gang.

Foran en rekordstor kulisse på lægterne i Gladsaxe Idrætspark formåede man for en gangs skyld ikke at omsætte hverken heftigt spilovertag eller utallige chancer i scoringer. Og så løb FC Roskilde med sejren. Partycrashers, som de kaldte sig selv.

Men foran storskærmen i loungen kunne trup, ledere, stab og andet godtfolk følge, hvordan Næstved knækkede i deres hjemmekamp mod HIK, som endte med at vinde 2-1 på sene scoringer. Og så var oprykningen i hus alligevel. Til uforfalsket lykke “all around”.

Det er første gang siden 2017, at “uglerne” igen skal spille i landets næstbedste række. Dengang forlod man dét niveau med et brag. 21 nederlag i 33 kampe. Beskedne 24 point. Det var 11 point dårligere end nummer næstsidst, som i øvrigt var Næstved.

”18+. Spil Ansvarligt. Stopspillet.dk. Udeluk dig via ROFUS”

AB rykkede ned med hele 17 point til redning. Det kommer ikke til at ske i næste sæson. Den ambitiøse ejerkreds har sammensat en trup af både rutine, fysik og talent. Tilsat lidt mere rutine fra en lidt højere hylde, bør truppen være god nok til at overleve i Betinia LIGA.

Forudsat at man ikke selv sælger for mange profiler. Der skal nok være bud efter eksempelvis Jonathan Mathys og Noah Engell. For at nævne to. Men man har tidligere afvist bud på spillere, man ikke havde lyst til at afgive, så økonomien er tilsyneladende til stede.

Man gik ind til sæsonen som bookmakernes klare favorit til oprykning efter en fremragende afslutning på sidste sæson. Og oprustning i sommerpausen. Daværende cheftræner Joey Gudjonsson sagde dengang direkte til LigaManager, at sæsonmålet var at vinde rækken.

Det fik ikke den bedste start. Sæsonens første kamp blev chokerende tabt på eget græs til FC Helsingør. Først i runde ni indtog AB førstepladsen. Men så har de heller ikke til at rokke fra den siden.

De er noteret for 20 sejre efter 28 runder. Og 70 scoringer. Sidste års vinder af rækken, Aarhus Fremad, havde efter samme antal runder 18 sejre og 52 mål. I 2023 havde Esbjerg også 18 sejre. Og 55 mål. Næstved havde 19 sejre og 52 mål sæsonen før.

Kun i 2024 havde en vinder af rækken haft flere sejre og scoret flere mål på nuværende tidspunkt. De havde 21 sejre og 79 mål. Men ikke siden Næstved i 2019 har et hold sikret sig oprykning så hurtigt.

Nu gælder det førstepladsen. Det har også hele tiden været et sæsonmål. Først for Joey Gudjonsson. Siden vinterpausen for hans afløser Fannar Berg Gunnolfson. Men først efter at dansegulvet på ARCH er blevet testet, og champagnen er blevet skyllet ned.

LigaManager ønsker stort tillykke med oprykningen.

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet