Forbandede Esbjerg møder udesuveræne Hvidovre
Hvidovre er fortsat uden nederlag i 2026 og fredag aften skal Martin Retovs mandskab ride videre på pointbølgen ude mod Esbjerg på Blue Water Arena.
Her går Esbjerg, ligesom gæsterne, dog også ind til opgøret uden nederlag i indeværende år, men desværre også med visheden om, at pointhøsten (på ni point, red.) kunne have været bedre, hvis kynismen havde været større.
Således har Esbjerg kastet føringer over bord kort før slutfløjt i de seneste tre kampe.
Det er der selvsagt ikke råd til at gøre igen fredag aften, hvis drømmen om en fremtid i Superligaen skal gå i opfyldelse.
I skrivende stund er Esbjerg på fjerdepladsen, blot to point fra Hvidovre, der før 24. spillerunde er placeret på den ene af de to pladser, som til sommer giver adgang til landets bedste fodboldrække.
En drømmeposition, der blandt andet skyldes, at Hvidovre indtil videre har været fremragende på udebane.
Således har Hvidovre hentet 21 af holdets i alt 40 point på fremmed græs, hvilket gør Martin Retovs tropper til det bedste udehold i Betinia LIGA.
Esbjerg er nu heller ikke uden evner på Blue Water Arena. Tværtimod. Holdet er på en delt førsteplads på listen over ligaens bedste hjemmehold, så der venter et brag af en fredagsduel i Esbjerg.
Kampen mellem Esbjerg og Hvidovre fløjtes i gang klokken 18.00.