Forvandlingen er total: Horsens tæskede Esbjerg

Hvad er det, der foregår i Horsens? Den Gule Fare er på en måned gået fra kanten af småt brændbart til igen at være inde i varmen til en plads i Superligaen til sommer.

Tirsdag aften tog Horsens i hvert fald et gevaldigt skridt i den retning, da det genfødte hold vandt 4-1 over Esbjerg på Hybel Arena.

For det er det, Horsens pludselig er begyndt at ligne, nemlig et hold. En sammentømret enhed, der hverken spiller for de chefer, som sidder på trænerbænken, eller de bosser, der har hjemme oppe i logerne.

I stedet er ligner Horsens et kollektiv på græs, der spiller for hinanden. En flok spillere, der skulder ved skulder har set hinanden i øjnene, taget hinanden i nakken og rykket sammen i bussen.

Ja, klicheerne falder som perler på en snor, men det piller ikke ved, at de alle sammen dækker over det, der pt. foregår i Horsens. Det er spillertruppen, der hånd-i-hånd med de knap så talrige, men derimod særdeles trofaste fans, vil i Superligaen.

Bevares! Det er ikke på det niveau, Horsens dags dato spiller, men det virker og tirsdag aften slog Esbjerg sig gevaldigt på alt lige fra Horsens’ stramme, kompakte kæder i defensiven til værternes aggressive og omstillingsglade angrebsspil.

Esbjerg kom ellers bedst fra start og bragte sig allerede foran i det 7. minut, hvor vestjydernes topscorer, Muamer Brajanac, headede gæsterne i front.

Få sekunder senere kaldte Horsens’ anfører, Matej Delac, til samling. Og hvad end den 33-årige kroat sagde, så virkede det.

For kort efter svarede Horsens igen, anført af Kristian Kirkegaard, der med to mål på to minutter fik størstedelen af de 2087 mennesker, der havde fundet vej til Hybel Arena, til at koge over af begejstring.

Glæde var der også på sidelinjen, hvor Horsens debuterende cheftræner, Niki Zimling, fik en drømmestart på sit nye arbejdsliv.

For selvom gæsterne pressede værterne i bund, og tvang Matej Delac ud i den ene redning efter den anden, så var det Horsens, der bragte sig foran 3-1 i det 50. minut.

Her scorede Adrian Justinussen (langt om længe) sit første officielle mål for Horsens og ti minutter senere punkterede Julius Madsen Esbjergs i forvejen spinkle håb om et comeback med sin scoring til 4-1, der også blev kampens resultat.

Med sejren er Horsens pt. nummer tre, hvor holdet har tre point andenpladsen i Betinia LIGA. Se den aktuelle stilling i landets næstbedste fodboldrække lige HER!

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA