Fremad-chok! Angriber sætter karrieren på pause

Det var overhovedet ikke dén melding, Fremad Amager havde håbet at skulle bringe en mandag eftermiddag. Og under ingen omstændigheder den melding, Fremad-fans havde håbet at få. Men færøske Andrass Johansen har valgt at sætte fodboldkarrieren på pause. Derfor ophæves kontrakten per omgående, skriver klubben selv på deres sociale medier.

”I dag er en af de mere emotionelle dage. Efter flere tanker og refleksion har jeg valgt at sætte karrieren på pause eller eventuelt indstille den,” udtaler Andrass Johansen til Fremad Amagers egen medieafdeling.

”Jeg har i flere år døjet med mange skader, som har ledt til denne situation. I maj skrev jeg under på en kontrakt på to år i håb om, at sommerferien ville hjælpe mig igennem nogle af de skader, jeg havde. Sådan blev det ikke, og derfor har jeg nu taget den beslutning at stoppe.”

”Jeg har haft snakke med David Boysen (sportschef, red.), som egentligt har gjort, hvad han kunne for at få mig på andre tanker. I sidste ende er det min beslutning, og den står jeg ved. Jeg vil dog gerne takke Boysen for at tage sig af mig som menneske og ikke bare se mig som en brik i fodboldpuslespillet.

“Tak til alle Fremad fans, det har været en ære at bære jeres trøje, og jeg er evigt taknemlig for at have være en del af øens hold,” kommer det fra en slukøret færing.

Sportchef David Boysen er selvsagt ikke begejstret over miste en dygtig fodboldspiller, men respekterer den svære beslutning:

”Da vi gik på sommerferie, var jeg ikke to sekunder i tvivl om, at Andrass skulle være en af de bærende kræfter i den nye sæson. Derfor var det også med stor glæde, at vi forlængede aftalen til 2028. Så selvom det er noget, der har været undervejs for Andrass, er det klart, at det er noget der kommer bag på os.

“Med tanke på situationen med Hans Høllsberg tilbage i januar, så så vi straks spøgelser. Men jeg er ikke tvivl om oprigtigheden i Andrass’ ønske, og han vil altid være velkommen i Sundby Idrætspark. Vi ønsker ham personligt alt det bedste med hans liv og hans nye titel som gift mand,” udtaler Boysen.

Andrass Johansen startede forårssæsonen som skadet, men var en stor profil i sæsonens sidste syv kampe, der gav smag på meget mere. Her blev det til tre scoringer og to assists. Nu står scoringen på hjemmebane mod Ishøj den 16. maj som et foreløbigt punktum i færingens fodboldkarriere.

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet