Frisparksperle fra Selim Baskaya kåret til rundens mål

Hvis Selim Baskaya har tænkt sig i hver fjerde-femte runde at diske op med frisparksperler som dem, han nu har lavet to af i denne sæson, har vi divisionselskere noget at glæde os til.

LigaManagers brugere er i hvert fald meget glade for mål som det, han senest plaffede ind i Aarhus mod VSK. Der var spillet knap 71 minutter og stillingen var 1-0 til hjemmeholdet.

Så trådte Baskaya an med den venstrepote, der åbenbart er excellent skruet på i øjeblikket og curlede kuglen i kassen. Præcis som han gjorde i runde ni, hvor han første gang fik kåret en scoring til rundens mål.

Nu har han vundet kåringen for anden gang, og denne gang med 63,55 procent af stemmerne, hvilket var mere end dobbelt så meget som Andreas Maarup præsterede på andenpladsen. Han noteredes for 31,14 procent.

Nicolai Bossen fra Middelfart Boldklub nåede også podiet med 5,09 procent af stemmerne. Selim Baskaya tager i øvrigt sammen med holdkammeraterne i Næstved Boldklub imod hans tidligere klub, FC Roskilde, i den kommende runde af CampoBet 2. division.

Tidligere vindere af rundens mål:
Runde 1: Frederik Christensen, Næstved Boldklub
Runde 2: Gustav Callø, Skive IK
Runde 3: Christoffer Daluiso, Næstved Boldklub
Runde 4: Nicklas Mouritsen, B.93
Runde 5: Victor Fjeldgaard, Thisted FC
Runde 6: Jonas Damkjær, HIK
Runde 7: Frederik Christensen, Næstved Boldklub
Runde 8: Georg Ejsing, Thisted FC
Runde 9: Selim Baskaya, Næstved Boldklub
Runde 10: Marius Hammelboe, FC Roskilde
Runde 11: Jeffrey Papa, B.93
Runde 12: Jonatan Rindom, HIK
Runde 13: Selim Baskaya, Næstved Boldklub

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet