Glad B.93-træner: Meget glad for at se den intensitet
B.93 kørte lørdag eftermiddag den tredje sejr i træk i land. Den kom man frem til mod med-nedrykkerne fra Middelfart, og det var selvfølgelig en tilfredsstillelse for cheftræneren.
“Præstationen er samlet set rigtig, rigtig god. Det er vigtigt at huske, at vi spiller mod et stærkt hold. Leverer vi samme præstation mod dårligere hold, vinder vi også større end i dag,” udtalte Anders Stisen efterfølgende til B.93s egen hjemmeside.
“Vi er gode på bolden, særligt i første halvleg. Og jeg er meget glad for at se den intensitet, vi lægger for dagen, når vi mister bolden. Vi scorer også efter en generobring, hvor vi er aggressive og fremadrettede. Det er den base, vi gerne vil stå på i forhold til at være gode i spillet med bolden.
“Når vi mister bolden, skal det ikke være let at komme frem til noget. I dag synes jeg, at vi er det hold, der styrer de momenter bedst. Jeg er meget glad for den måde, vi forsvarer os på. Folk lægger en stor indsats i det, og der bliver ikke givet store chancer væk, fortsatte Stisen.
Han er den ene halvdel af træner-duo’en, som i hvert fald frem til nytår har ansvaret for truppen, og han var heller ikke bleg for at anerkende, at Middelfart fortjent kom frem til en reducering.
“Som kampen udvikler sig, kan vi ikke være utilfredse med at indkassere et mål, selvom det bliver et lidt tilfældigt af slagsen. Når modstanderne er gode og har overtaget i dele af kampen, vil der opstå situationer.
“Men i dag tør spillerne spille og være tæt på hinanden, være højt på banen og gå efter at erobre boldene og søge chancerne. Fordi de stoler på, at dem, der er bag ved dem har kontrol over rummene bagved. Jeg er helt vild med den arbejdsindsats, der bliver lagt for dagen,” fortsatte Stisen rosen af eget mandskab.
“Vi begynder at ligne et hold, som kan få mange point mod mange forskellige hold i rækken. Også hold, som er gode på bolden, som Middelfart i dag. Det vidner tre sejre i træk også om. Fremad Amager havde ikke tabt i lang tid, Middelfart havde ikke tabt i lang tid. Det er en god base i en række, hvor mange hold spiller meget uafgjort.”