GOAL-SHOW! Disse 19 mål gjorde Donavan Bagou til topscorer

Det var Donavan Bagou, som løb med guldstøvlen for flest scoringer i CampoBet 2. division i den netop overståede sæson. 19 mål nåede HIK-manden op på og det takket være en nærmest episk slutspurt.

Han gik til vinterpause på otte mål, hvorved han ikke engang var intern topscorer i HIK. Det var Milan Silva, som havde banket 10 scoringer ind. Starten på 2026 var faktisk heller ikke fantastisk og på ingen måde lige så god, som han startede sæson i august 2025.

Her scorede han fem mål på de første seks runder, hvilket altså lagde grundstenen til det, der senere skulle udvikle sig til førstepladsen. Han stod til gengæld kun for to mål i grundspillets sidste seks kampe, der blev afviklet i 2026. Og de faldt begge i samme kamp. Mod Ishøj IF.

Fra starten af slutspillet satte han dog turboen til. Det blev til fantastisk imponerende ni scoringer i ni kampe. Fem alene på de sidste to runder. Derved overhalede han både Jonathan Mathys og Milan Silva, begge AB, og sluttede med at stå for 48 procent af HIKs scoringer i denne sæson.

Det kommer til at gøre ondt at vinke farvel til endnu en skarpretter, og det skal HIK. Bagou ønsker selv nye udfordringer og kontrakten udløber nu. Inklusive fire assists kommer han til sin nye klub med 23 målinvolveringer på 30 ligakampe. Ifølge Transfermarkt har han spillet 2095 minutter i CampoBet 2. division i denne sæson.

Det vil i så fald være ét mål for hver 110. minut, han har været i aktion. Og dermed uden konkurrence karrierens bedste senior-sæson til nu. Han scorede mod alle fem modstandere i top seks. Han var på tavlen i tre af kampene mod både Næstved og Vendsyssel FF.

Han var på tavlen mod ni af sæsonens 11 modstandere. Kun VSK Aarhus og Skive IK formåede at holde Donavan Bagou fra fadet. I videoen her på siden kan se, hvordan Erouan Donavan Kafo Bagou scorede sig til topscorertitlen.

Bagou scorede imod:
Vendsyssel FF (5)
Næstved (3)
Ishøj (2)
FC Roskilde (2)
Brabrand IF (2)
AB (1)
FC Helsingør (2)
Fremad Amager (1)
Thisted FC (1)

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet