Greve gør status: ‘Overlevelse’ lyder realistisk

Da 36-årige Mads Greve for et år siden vendte tilbage til barndomsklubben Middelfart, var det ikke for at gå på fodboldmæssig førtidspension.

Tværtimod. Den 195 centimeter høje midtstopper havde stadig store ambitioner.

Han ville hjælpe Middelfart tilbage i 1. division og dernæst sikre klubben overlevelse i landets næstbedste fodboldrække, hvor han selv har spillet hele sin seniorkarriere siden han forlod Færøvej som førsteårs U17.

Målet om oprykning til Betinia LIGA blev som bekendt indfriet i sommer, da Middelfart for første gang i 50 år kvalificerede sig til en tilværelse i 1. division.

Om Mads Greve og co. i det kommende forår formår, at sikre sig overlevelse, må tiden vise. Men Mads Greve tror på det.

Realistisk tro

Ikke mindst fordi Middelfart sluttede efteråret af med en 1-2 sejr mod HB Køge, der gør, at De Blå fra Vestfyn nu er ‘blot’ seks point fra den lyse side af nedrykningsstregen:

“Den sejr var altafgørende. Havde vi tabt i Køge, var vi så godt som rykket ned, tror jeg. Men det gjorde vi ikke. Og nu synes jeg faktisk, at det lyder realistisk, når jeg siger, at jeg tror på, at vi kan overleve,” indleder Mads Greve og fortsætter:

“Forårspremieren ude mod Aarhus Fremad bliver et drama, men kan vi komme godt fra start, og lægge pres på de hold, der ligger foran os i tabellen, så kan alting ske.”

“Omvendt, så skal vi ikke begynde at ryste bukserne, hvis ikke vi vinder den første kamp. For det bliver et tæt forår.”

Det har efteråret også været. Og selvom tabellen ikke lyver, så er Mads Greve positiv, når snakken falder på Middelfarts første halve år i Betinia LIGA:

“Vi er gået fra at vinde en masse fodboldkampe (i 2. division, red) til ikke at vinde så mange, og vi havde da også på forhånd regnet med, at ligge, hvor vi ligger.”

“Når det er sagt, så synes jeg, at vi har spillet godt, bidt fra os og været med i mere eller mindre alle kampe. Man ser tit, at oprykkerhold kommer op og får én over snuden, men det har vi ikke fået.”

“Vores tilvænningsperiode har været overraskende kort og vi så allerede i sæsonpremieren mod Hillerød, at vi har en solid base og er relativt svære at spille imod.”

Chok og smæk på

Det skyldes ikke mindst Middelfarts nu forhenværende træner, Kim Engstrøm, der midt i julepausen sagde sit job op, og kort efter skiftede til Vendsyssel FC.

Et opsigelse og et farvel, der ikke bare tog Middelfarts sportschef, Søren Godskesen, på sengen, men som også kom bag på Mads Greve:

“Det var en overraskelse, det må jeg sige. Den havde jeg ikke lige set komme. Og ja, det er altid specielt, når sådan noget sker, men omvendt, så er det jo bare sådan, det er i fodboldens verden, og jeg synes, vi har fået en rigtig god erstatning.”

“Kristoffer (Johannsen, red.) kender både klubben og holdet godt, og der har været godt humør og smæk på de første træninger, så det har været fedt og lige som det skal være.”

“Når der kommer en ny træner, kommer der altid en ekstra energi ind på holdet. Alle vil gerne vise sig godt frem, og det er uanset om man kæmper for at få en ny chance, eller kæmper for at beholde sin plads.”

Selv har Mads Greve været fast inventar i Middelfarts startellever i det forgangne efterår, og han vil gøre sit til, at foråret også bliver med ham i startopstillingen:

“Jeg har spillet stort set hele min karriere i 1. division, og det er der ikke så mange på holdet, der har. Så selvfølgelig skal og vil jeg byde ind med min erfaring. Det har jeg gjort siden dag ét, og den rolle vil jeg også tage på mig i foråret,” slutter Mads Greve.

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA