Hillerød-boss om Corlu: Vi har haft is i maven

Rezan Corlu er skiftet til Hillerød. Det oplyste Slotsbyens Hold onsdag middag.

I den forbindelse satte Hillerøds manager, Christian Lønstrup, begejstrede ord på handlen. Det samme gør Hillerøds direktør, Daniel Rommedahl:

“Det er en markant profil, vi har fået til klubben, og det glæder os, at Hillerød er attraktiv for spillere på det niveau.” 

“Vi har haft is i maven og fokus på at skabe så stærk en trup som muligt og her bød sig en ekstraordinær mulighed, som vi er glade for kunne falde på plads,” udtaler Daniel Rommedahl til Hillerøds hjemmeside.

Her kommer Rezan Corlu selv også til orde: 

“Jeg glæder mig virkelig til at blive en del af holdet i Hillerød. Det er en spændende klub, der virkelig er på vej frem, og som har en utroligt stærk trænerstab, der kan være med til at udvikle mig og holdet.” 

“Jeg glæder mig til at spille i Danmark igen, og jeg går ydmygt til opgaven og vil gøre alt, jeg kan, for at hjælpe Hillerød til at tage flere skridt frem,” slutter Rezan Corlu, der har skrevet under på en kontrakt, der løber frem til sommeren 2028.

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA