Thelander forlader Hillerød

I starten af juli ankom Rasmus Thelander til Hillerød. Nu tager han afsted igen.

Hillerød har nemlig solgt den 35-årige forsvarsspiller til Enosis Neon Paralimni, der spiller i den næstbedste cypriotiske fodboldrække.

Det oplyser Hillerød i en pressemeddelelse.

“Vi har som klub selvfølgelig efterkommet Thelanders ønske om at skifte tilbage til udlandet. Vi ønsker Rasmus alt det bedste og held og lykke fremover, og takker ham for hans indsats i Hillerød,” udtaler Hillerøds manager Christian Lønstrup.

Selv citeres Rasmus Thelander for følgende:

“Først og fremmest vil jeg gerne sige tak til alle i staben, omklædningsrummet og på kontorerne. Mit korte ophold i Hillerød har virkelig været godt, og jeg har også nået at bo i byen, som jeg synes er et rigtig godt sted at være.”

“Der er dog nu kommet en ny mulighed for at tage et sidste ophold i udlandet, og vi har tidligere haft det rigtig godt på Cypern. Derfor har vi valgt at gribe den mulighed og tage afsted igen,” lyder det fra Rasmus Thelander, der nåede at spille fem kampe for Hillerød.


Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA