Hobro henter Haarup igen-igen-igen
Gammel kærlighed ruster aldrig. Heller ikke fodboldens verden. I hvert fald ikke når det kommer til forholdet mellem Hobro og Mathias Haarup.
Parterne har nemlig arbejdet sammen i to perioder siden 2017, og nu den nu 29-årige wingback tilbage i den nordjyske Betinia LIGA-klub.
Det oplyser Hobro på klubbens hjemmeside:
“Gammel kærlighed ruster ikke, og det glæder mig, at vi kan byde Haarup velkommen tilbage i Hobro IK efter nogle år væk,” udtaler Hobros sportschef, Lars Justesen, og fortsætter:
“Vi ved, hvad Mathias står for, hvilken kvalitet han kommer med, og hvordan han kan bidrage til vores hold.”
“I Haarup får vi en spiller, der på sit højeste er en trussel for alle forsvar i Betinia LIGA.”
Det er nærliggende at se Mathias Haarup, der kan dække flere positioner, herunder både højre og venstre back og midtbane, som en kortvarig erstatning for Max Nielsen, som Hobro solgte til svenske Mjällby tidligere i transfervinduet.
Mathias Haarups aftale gælder nemlig i første omgang kun resten af indeværende sæson. Alligevel er hovedpersonen, glad for at være tilbage i Hobro for tredje gang:
“Jeg er glad for, at jeg igen skal tage den gule trøje over hovedet og træde ind på DS Arena. Hobro IK er en klub, der siden jeg kom hertil første gang, har betydet og stadig betyder meget for mig, og at vende retur til klubben føles som at komme hjem.”
“Jeg føler mig fit og godt tilpas og ser frem til at give igen for den tillid, Hobro IK har vist mig.”
Mathias Haarup skifter til Hobro, hvor han i alt har spillet 136 kampe, fra Vendsyssel FF, som han forlod mandag.