Hørsholm-Usserød løfter setup: Målet er 2. division indenfor tre år

Hørsholm-Usserød er på jagt efter en ny træner til deres hold i CampoBet 3. division. Den så sent som i sommer udnævnte Olcay Senoglu gik af efter kun otte kampe som cheftræner og en ikke alt for prangende start på sæsonen.

Det får dog ikke HUI, som klubben også kaldes, til at dæmpe ambitionsniveauet. Istedet har klubben taget næste skridt i udviklingen af det sportslige set-up. En administrerende direktør er udnævnte i form af Andreas Floor. Han får ansvaret for driften og udviklingen af HUI’s divisionshold i nyetablerede HUI Fodbold ApS.

“Selskabet skal skabe et professionelt og økonomisk bæredygtigt fundament for HUI’s ambitioner på seniorniveau. Første klare sportslige målsætning er at etablere HUI i CampoBet 2. division inden for tre år. Herefter er ambitionen at stile højere,” skriver klubben i en pressemeddelelse

Mens sportschef Christian Mouroux varetager posten som træner på midlertidig basis, mens jagten på en ny cheftræner forestår, får Andreas Floor det daglige ansvar for selskabets sportslige, organisatoriske og kommercielle udvikling.

”Vi har store sportslige ambitioner, men ambitioner skal omsættes til mennesker, struktur og handling. Min opgave bliver at skabe retning, samle de rigtige mennesker og bygge en organisation, der kan udvikle sig i takt med vores sportslige ambitioner,” siger Andreas Floor i førnævnte pressemeddelelse.

Andreas Floor bliver samtidig klubchef i HUI-foreningen. Kombinationen af de to roller skal sikre et tæt samarbejde mellem foreningen og HUI Fodbold ApS, hvilket formand for Hørsholm-Usserød Fodbold, Bo Rømer Ottenheim, ser som en styrke:

”Foreningen og selskabet har hver deres rolle og økonomi, men sportsligt skal vi tænke HUI som én klub. Andreas’ to roller giver os en naturlig bro mellem de to organisationer og gode forudsætninger for at skabe en fælles retning,” siger Bo Rømer Ottenheim.

Et centralt mål for samarbejdet mellem foreningen og selskabet er at skabe en tydelig sportslig vej gennem HUI. Fra bredden over akademiet og videre til divisionsholdet.

”En af HUI’s store styrker er, at vi har hele fødekæden i klubben. Vi skal have et stærkt breddemiljø, udvikle dygtige spillere i akademiet og skabe en reel mulighed for, at de bedste kan nå hele vejen til divisionsholdet. Hvis vi lykkes med det, bygger vi ikke bare et stærkere førstehold. Vi bygger en stærkere klub,” mener Andreas Floor.

”Vi bygger det trin for trin. Første mål er CampoBet 2. division inden for tre år. Når fundamentet er stærkt nok, skal vi også turde kigge videre. Vi sætter ikke på forhånd et loft over, hvor HUI kan komme hen,” drømmer Andreas Floor.

Jacob Hansen

Jacob Hansen

Skribent og podcastvært: CampoBet 2. Div og Landsholdet