Hvilket Sundby-hold tropper op i Odder?
Sundby Boldklub tog en kæmpe sejr i første runde af nedrykningsspillet, da man i sidste weekend hjemme i Sundby Idrætspark besejrede Vejgaard 2-0 og dermed kravlede over nedrykningsstregen for første gang siden 9. runde af grundspillet.
Det gør en verden til forskel i forhold til det mentale inden lørdagens møde med Odder Fodbold, siger holdets træner Thomas Karabulut, der til gengæld også påpeger, at der er meget langt igen.
“Det var en ud af ti kampe, så der er et arbejde, der fortsat skal gøres. Så vi holder fokus på næste opgave,” siger amagerkanernes cheftræner.
Det har han naturligvis ret i og næste opgave er én af dem, som Sundby Boldklub ikke har været videre gode til i denne sæson.
Det foregår nemlig på udebane og her har Sundby slet, slet ikke knækket koden i denne sæson.
Blot to ud af holdets 27 point i denne sæson er hentet på udebane, hvilket må være en særdeles motiverende faktor for lørdagens hjemmehold, Odder Fodbold, der har brug for alle tre point.
Jyderne tabte med hele 1-4 hjemme på Spektrum Park i første runde af nedrykningsspillet til Holbæk. Dermed er nu hele seks point op til netop Sundby over nedrykningsstregen, så man kan dårligt tåle at tabe lørdag.
I de to holds to første møder i denne sæson vandt Sundby 3-0 i Sundby Idrætspark tilbage i august, mens Odder Fodbold for to uger siden sejrede 2-0 i Jylland.
Der er kampstart i Odder lørdag klokken 13:00.