Ishøj IF opruster i begge ender og sælger profil
Ishøj IF har hentet forstærkning til offensiven i form af Yaw Kyei. Angriberen har en fortid i Hvidovres ungdomsafdeling, men har senest optrådt for Sundby i CampoBet 3. division.
Når foråret endelig oprinder tørner han ud for Ishøj IF, som søndag kunne præsentere den offensive forstærkning til cheftræner Kenneth Høiers velvoksne trup.
Samtidig kunne de sort/røde fra vestegnen også byde velkommen til en ny målmand i truppen. Alfred Maslen er et produkt af Hvidovre IFs ungdomsafdeling, og han nåede også en fuldtidskontrakt med klubben.
Det blev dog aldrig til divisionskampe for klubben, og den slags skal nu jagtes i Ishøj IF, som i december sagde farvel til målmand-, anfører og nøglespiller Mohammad Hassan, da denne rykkede til Fremad Amager.

Endelig sagde klubben også farvel til Joseph Kinful i weekenden. Ghaneseren nåede halvandet år på vestegnen, men nu fortsætter karrieren hos B.93, som har skrevet en tre-årig kontrakt med ham.
