Jespersen om Ægidius: Vi holder det internt
Jonathan Ægidius har været fast inventar i Lyngbys startellever hele sæsonen. Men i mandagens kamp mod Horsens var den 24-årige keeper ikke i startopstillingen.
Faktisk var han slet ikke på holdkortet.
Det skyldes, ifølge den ene af Lyngbys to cheftrænere, Mikkel Jespersen, en episode til træning:
“Der har været en lille episode til træning i den her uge, hvor han på uheldigvis har sat sig selv over holdet.”
“Vi har hele sæsonen snakket meget om kultur og ‘togetherness’, og der følte vi som trænerteam, at det var tidspunktet til at gøre noget ud af det,” udtaler Mikkel Jespersen til Viaplay og fortsætter:
“Ellers er der ikke mere i det. Vi holder det internt, og det skal også siges, at vi elsker ‘Jonna’.”
“Han ved godt, at han lavede en fejl, og vi har snakket ud om det. Så der er ikke mere i det,” slutter Mikkel Jespersen.
I stedet for Jonathan Ægidius var det Anton Mayland, der for første gang startede inde for Lyngby, der endte med at tabe 0-2 til Horsens.