AaB’s Kelvin John tæt på top-3 i topscorerkampen
Den forgange weekend var en målfattig omgang på toppen af topscorerlisten i Betinia LIGA.
Således kom hverken Hillerøds Adrian Justinussen, Lyngbys Frederik Gytkjær eller Aarhus Fremads Kasper Andersen på måltavlen.
Det gjorde AaBs kantangriber, Kelvin John, til gengæld.
For i lørdagens udekampen mod Middelfart, gjorde den 22-årige tanzanianer sig selv til matchvinder, da han i det 72. minut elegant løftede bolden henover en fremadstormende Casper Radza til kampens resultat 1-2.
Dermed er Kelvin John nu oppe på i alt syv sæsonscoringer, hvilket bringer ham i nærkontakt med føromtalte Kasper Andersen, der med otte mål er nummer tre på topscorerlisten.
Denne toppes dog stadig af Adrian Justinussen, der med ti scoringer har fundet vej til netmaskerne en enkel gang mere end Frederik Gytkjær, der er noteret for ni mål.
Det skal for en god ordens skyld siges, at Frederik Gytkjær ikke var i aktion for Lyngby, da De Kongeblå søndag vandt 3-0 over Hobro.
Takket være Kelvin Johns mål – og AaBs målmand, Vincent Müller, der senere i kampen snuppede et straffespark – er nordjyderne nu nummer fire i Betinia LIGA med 24 point efter 15 kampe.
Næste opgave for Kelvin John og co. finder sted på søndag, hvor Hvidovre venter på Pro Ventilation Arena.