Klinisk hattrickhelt hylder assistkonge
Der var dømt målfest på Falster, da Nykøbing FC cementerede statussen som absolut tophold i CampoBet 3. Division med en svært underholdende 5-3-sejr over Næsby Boldklub.
Den store helt for hjemmeholdet blev den nigerianske angriber Emmanuel Ogude, der lavede hattrick.
Den giftige angriber selv er dog klar med ros af en helt anden.
“Kudos til Benjamin Kold. Fire assist i én kamp er top, top kvalitet,” lyder skudsmålet fra angriberen til Benjamin Kold, der ganske rigtigt lagde op til fire af Nykøbings fem mål, og dermed gjorde angriberlivet noget lettere for Emmanuel Ogude.
“Jeg er bare rigtig glad for, at jeg kom i de rigtige positioner, og at jeg kunne sætte bolden ind. Jeg har arbejdet meget hårdt til træning med at være klinisk,” siger Emmanuel Ogude, der nu er oppe på ni sæsonscoringer – tre efter CampoBet 3. Divisions topscorer, Bjørn Paludan fra Vanløse IF.
Nykøbing FC topper med sejren tabellen med hele seks point ned til nummer to, Brønshøj Boldklub.
Næste opgave for assistkongen Benjamin Kold og hattrickhelten Emmanuel Ogude er lørdagens udekamp mod bundholdet IF Lyseng.