Kloge Lyngby topper tabellen: Vi spiller en voksen kamp
Boldbesiddelse er en god ting. Men det er ikke pr. definition lig med masser af chancer, mange mål og i sidste ende tre point.
Det kan B.93 skrive under på i kølvandet på lørdagens kamp mod Lyngby på Sundby Idrætspark.
Her var Kasper Lorentzens tropper nemlig kampen igennem toneangivende, når det kom til at have bolden ved fødderne, men det var gæsterne fra Lyngby, der skabte mest, scorede flest mål og efter 90 minutter plus tillægstid tog hjem med maksimumpoint.
Således vandt Lyngby, trods blot 31 procents boldbesiddelse, opgøret 0-3, takket være mål af William Steindorsson, Oskar Buur og Gustav Fraulo.
“Vi spiller en klog kamp. De (B.93, red.) må gerne bolden og spille med den lige så tosset de vil, og det får de også lov til.”
“Men jeg synes, vi spiller en voksen kampe, hvor vi udnytter deres fejl og tager fat i kuglen i de rigtige momenter. Så jeg synes, det er en fuldt fortjent sejr,” lød det fra Andreas Bjelland efter kampen til Lyngbys YouTube-kanal.
Med sejren rykker Lyngby, grundet et bedre målregnskab, forbi Hillerød i tabellen og er dermed nyt tophold i Betinia LIGA.