Kovending før deadline: Hillerød har solgt Monday Etim

Da LigaManager snakkede med Hillerøds cheftræner, Christian Lønstrup, på Transfer Deadline Day, sagde han, at lejeaftalen med Randers-angriberen Hakim Sulemana, skulle ses som et supplement til klubbens førstevalg på 9er-positionen, Monday Etim, som Hillerød har trukket store veksler på i indeværende sæson.
Men senere på dagen fik Hillerød et opkald fra Rumænien. Og pludselig gik Hakim Sulemana fra at være et supplement til at være en regulær erstatning.
Opkaldet fra Rumænien kom nemlig fra klubben Universitatea Craiova, der ville købe Monday Etim for et beløb, som Hillerød ikke kunne sige nej til.
Salget af 26-årige Monday Etim er således det største i Hillerøds historie. Det oplyser klubben i hvert fald, dog uden at komme nærmere ind på beløbets størrelse.
Monday Etim kom til Hillerød i sommerens transfervindue 2024, og allerede samme sommer forlængede han sin kontrakt frem til 2028. I alt nåede Monday Etim, at repræsentere Hillerød i 39 kampe, hvor han producerede 14 mål og ni assists.
“Det er en stor dag for klubben. Vi er meget stolte af at kunne præsentere et rekordsalg."
"Monday har været et fantastisk bekendtskab, og han fortjener dette skifte til en stor klub, der kæmper med om det rumænske mesterskab. Derudover får han mulighed for at spille Conference League."
Salget af Monday viser, at Hillerød Fodbold Elite også kan udvikle og sælge spillere i millionklassen til det europæiske marked,” udtaler Hillerøds administrerende direktør, Jackie Rasmussen.
Tirsdag aften spillede Hillerød sig videre til 3. runde af DBU Pokalen, da Christian Lønstrups tropper, minus Monday Etim, med hiv og sving vandt 2-3 ude over Brøndby Strand.
(Foto: Hillerød Fodbold)
