Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.
LigaManager dækker dansk fodbold

Landstræner Riemer: Glad for at se Eriksen træne igen

Foto: Mikras
3F Superliga
4/9/2025 15:56

Der er ikke nogen, som fredag aften skal ind og direkte erstatte Christian Eriksen, når Danmark åbner VM-kvalifikationen mod Skotland.

Det slog både landstræner Brian Riemer og anfører Pierre-Emile Højbjerg endnu engang fast ved torsdagens pressemøde på Hotel Marienlyst.

"Christian Eriksen er svær at erstatte én til én, og det gør, at man måske spiller på en lidt anden måde, fordi man får nogle andre spillere ind. Det er også sådan fodboldens verden er. Nogle ryger ud, andre kommer ind. De har deres måde at gøre tingene på, og de får også lov til at vokse", slog Højbjerg nøgternt fast.

I forlængelse heraf gav Brian Riemer endnu engang udtryk, at beslutningen om at udelade Christian Eriksen fra truppen var den sværeste i hans tid som træner.

"Det var en beslutning, jeg dybest set ikke havde lyst til at tage, men nu er jeg glad for at se, at han er i gang igen med at træne", udtalte landstræneren med henvisning til, at Eriksen er set træne med hos Malmö.

"Så håber vi bare, at han hurtigst muligt finder en klub, så der kan komme ro på hans situation," føjede Riemer til, hvorefter han udtrykte stor tilfredshed med dét, han indtil videre har set fra truppen.

"Jeg synes, at den sammensætning, vi har set heroppe af noget friskt, ungdommeligt og noget rutine, den er smeltet stærkt sammen. At se den glæde og begejstring ude på træningsbanen, og hvor meget de her spillere nyder at være sammen, det gør, at jeg sover ganske roligt i aften.

"Fodbold er nu engang sådan, at der er skader. Jeg måtte også undvære Pierre-Emile i to afgørende kampe mod Portugal, hvor vi alle sad og tænkte; kan vi virkelig undvære ham? Jamen, det gør man jo, det er sådan fodbold er, og det er det for alle hold. Der er skader, og så kommer man videre."

Jacob Hansen