Lønstrup: Vi må se om der bliver luftet hunde på banen

Hillerød kan se tilbage på en god sæsonstart i Betinia LIGA, hvor holdet er noteret for syv point efter tre kampe, hvilket dags dato rækker til en delt førsteplads i tabellen.
Til gengæld kan Hillerød også se frem til en måned, der byder på syv kampe på 29 dage.
Og det betyder, at klubbens cheftræner, Christian Lønstrup, har stort fokus på, at blande kortene, når det kommer til holdudtagelse og dosering af spilletid.
Eksempelvis tirsdag aften, hvor Hillerød møder Boldklubben Viktoria i DBU Pokalen:
"Vi har en vigtig ligakamp på lørdag mod Aarhus Fremad, og i næste midtuge venter Lyngby, så vi kommer til at skåne flere spillere mod Viktoria."
"Til gengæld får de spillere, der ikke har fået så mange minutter, masser af spilletid. Uanset hvad, så stiller vi med et godt hold," understreger Christian Lønstrup.
Viktoria spiller til dagligt i Serie 1, hvor deres sæson først starter om ti dage, og Christian Lønstrup erkender da også, at kendskabet til den kommende pokalmodstander er minimal.
"Ja, jeg skal være ærlig og sige, at vi ikke kender Viktoria særlig godt. Vi kender heller ikke de forhold, vi skal spille under. Vi ved, at vi skal spille på bane fem i Fælledparken, men vi ved ikke om der bliver luftet hunde på banen."
"I det hele taget er der ret mange ubekendte i den ligning, der skal ende med at gå op for os, så det handler om, at være observerende, når kampen starter."
Kampen mellem Viktoria og Hillerød fløjtes i gang klokken 18.00.
