Lyngby henter hollandske Warmerdam

Lyngby Boldklub har i dag skrevet en 2-årig kontrakt med den 29-årige hollandske forsvarsspiller Django Warmerdam, der kommer til klubben på en fri transfer fra Excelsior Rotterdam.
Det oplyser Lyngby i en pressemeddelelse.
Django Warmerdam har fået sin fodboldopdragelse på akademiet i Ajax Amsterdam, og har i løbet af sin seniorkarriere repræsenteret flere hollandske klubber, herunder FC Groningen og FC Utrecht:
”Django er en teknisk dygtig forsvarsspiller. Han kommer primært til at hjælpe os på bolden, men han har også en god fart i forhold til den type forsvarsspil, vi gerne vil spille."
"Vi er begejstrede for at tilknytte en kapacitet som ham, der kommer med stor erfaring, som de unge kan læne sig op ad,” udtaler Lyngbys sportschef, Nicas Kjeldsen.
Lyngbys nye spiller, der er venstrebenet og befinder godt i både midterforsvaret og ude på venstre back, har ikke spillet andet end træningskampe siden maj måned, og skal derfor bruge den første tid i sin nye klub på at komme tilbage i kampform.
Django Warmerdam forventes derfor ikke at rejse med Lyngby til Middelfart lørdag eftermiddag, hvor Superliga-nedrykkerne møder de vestfynske oprykkere klokken 14.00.
