Lynscoring grundlagde kneben Vendsyssel-sejr over Ishøj
Når man har luntet af sted i en bus i syv timer for at spille kamp i Hjørring, er det sidste, man har brug at være bagud 1-0 efter 53 sekunder. Men Ishøj IF havde tydeligvis ikke fået løsnet siddemusklen godt nok, inden dommeren fløjtede op for hjemmekampen mellem værterne Vendsyssel FF og Ishøj i CampoBet 2. division.
Adam Vendelbo kunne have klædt om til jakkesæt, inden han smed et indlæg ind i hovedet på Steven Simpson. Så meget tid fik venstrekanten til rådighed, og så var hjemmeholdet i front. Dén start overvandt gæsterne fra vestegnen aldrig.
Efter 18 minutter havde Azaquoun et venstrehug på overliggeren for gæsterne, mens hjemmeholdet ikke viste yderligere farlighed foran Mohammad Hassan i Ishøj-målet. De testede ham til gengæld efter pausen, da et flot indlæg fra Fumen Michael fandt førnævnte Simpson, men denne gang parerede Ishøj-keeperen.
På riposten gik gæsterne Toby Pedersen noget overilet i ryggen på Steven Simpson. På det efterfølgende frispark dumpede bolden ned for fødderne af Malthe Henriksen, der ”bare” skulle skubbe bolden over stregen til fordobling af føringen. Bare to minutter senere var Ishøj IF tilbage i kampen.
Veteranen Mohammad Azaquoun tog sagen i egen hånd og noterede sig en nydelig reducering. Dog så hjemmeholdets defensiv lidt for stillestående ud i situationen. Efter 83 minutter begik Ishøjs målmand et noget unødvendigt straffespark, men han reddede selv forsøget.
Også Malthe Holt Nielsen kunne have lukket og slukket for Ishøj, da han slap igennem på et kontraangreb. Også han svigtede, men Ishøj kom aldrig tættere på, om måtte vende tomhændede hjem. Til gengæld har Vendsyssel nu for anden gang i sæsonen vundet tre kampe i træk.
Slutstilling: Vendsyssel FF – Ishøj IF 2-1 (1-0)
Mål: 1-0 Simpson (1.), 2-0 Henriksen (61.), 2-1 Azaquoun (63.)