Målfest i Nordjylland forude

Er man typen, der mener at fodboldkampes underholdningsværdi stiger i takt med antallet af mål, så bør man måske trille en tur til Vejgaard og se fodbolden i weekenden.

Her tager de lokale helte nemlig imod Næsby Boldklub fra Odense og det tegner til at blive lidt af en målfest.

Hjemmeholdet har vundet to gange 3-2 i forårets to første kampe over Odder Fodbold og senest ude over Vanløse IF, mens Næsby Boldklub absolut heller ikke har holdt sig tilbage med målscoringen.

I seneste runde gik det hele amok på kunstgræsset i Næsby, hvor fynboerne vandt med svimlende 5-4 over Odder Fodbold.

Den sejr har sendt Nicolai Wollenbergs mandskab op som nummer fire i rækken, hvor man nu pludselig kan tillade sig at drømme om oprykning igen, da der blot er tre point op til FA 2000 på andenpladsen.

FA 2000 og Brønshøj mødes også i denne runde, så Næsby kan potentielt trække ind og endda overhale begge mandskaber i denne weekend.

Vejgaard har også meget på spil, da man ikke bare kan lægge yderligere afstand til nedrykningsstregen med en sejr, men faktisk spille sig helt op i top seks, hvis de øvrige resultater flasker sig.

Der er kampstart i Nordjylland klokken 13:00 lørdag eftermiddag. Kampen spilles i Gistrup.

Jens Andersen

Jens Andersen

Skribent: CampoBet 3. Div