Andreas Maarup vender retur til Roskilde
Efter 22 kampe for AaB er Andreas Maarup fortid i AaB.
I stedet vender den 27-årige midtbanespiller efter års tid i Aalborg retur til Roskilde.
Det oplyser AaB på klubbens hjemmeside.
“Andreas Maarup er en topfyr, som hele tiden har ageret som firmaets mand og arbejdet ihærdigt og dedikeret i holdets tjeneste hver eneste dag, selvom vi ikke har kunnet tilbyde ham den mængde spilletid, han har ønsket,” udtaler AaBs sportschef, John Møller, og tilføjer:
“Derudover har Andreas haft et ønske om også at komme tættere på familien, da han for nylig er blevet far.”
“FC Roskilde har i et stykke tid vist stor interesse for at tilknytte Andreas igen, og da klubben samtidig har opfyldt vores betingelser for et skifte, har vi valgt at imødekomme denne transfer, og alle i AaB ønsker Andreas alt det bedste fremover,” siger John Møller.
Selv har Andreas Maarup følgende kommentar til det skifte, der sker med øjeblikkelig virkning:
“Jeg har været rigtig glad for at bo i Aalborg og være en del af AaB, selvom det spilletidsmæssigt ikke er gået, som jeg havde håbet.”
“Uden for banen er der personligt sket meget det seneste år, hvor jeg både er blevet gift og er blevet far, og i den forbindelse har jeg ønsket at komme tættere på familie og venner og samtidig have mulighed for at jagte mere spilletid.”
“At AaB og FC Roskilde er nået til enighed, er jeg naturligvis glad for”, slutter Andreas Maarup.