Mads Kristensen: Nybo spillede som en kæmpe leder

I deres seneste kamp, mod Fremad Amager, så man Vendsyssel FF overlade spillet mere til modstanderen end tidligere set i denne sæson. Og det var ikke tilfældigt, fortæller cheftræner Mads Kristensen til LigaManager.
”Vi har ikke noget behov for at tømme vores bagrum, som vi har gjort i nogle af de andre kampe i år. Hvor modstanderne meget nemt har løbet bag os. Vores bagkæde forsvarede sig fornuftigt mod Fremad. Men vi blev udfordret på alt, hvad der hed andenbolds-spil og det var medvirkende til, at vi tabte den kamp.
”Vi ville sådan set rigtigt gerne lave en kamp, hvor vi har bolden, men der mistes noget momentum, når man to-tre gange i forsøg på at sætte nogle ting op, spiller bolden direkte over til en modstander. Når det sker, mister man noget rytme, og så mangler vi noget rutine i forhold til, hvem der skal styre tingene på banen, når tingene er svære,” erkender Kristensen, og tilføjer stor ros til holdets unge anfører.
”Mads Nybo er 20 år gammel og spiller som en kæmpe leder. Og den kommunikation, spillerne havde internt i vores seneste kamp er positiv i forhold til fremtiden. Man kunne nemt have endt med at slå sig selv og hinanden ud ihjel i sådan en kamp, fordi vi havde så lidt rytme.”
Nok var det sæsonens tredje nederlag, men meget mere end et ”tilbageslag”, mener cheftræneren ikke, der var tale om. Så længe der læres noget.
”Det var en mulighed for os til at lære noget i forhold til de voksne kampe, der venter os, når banerne bliver dårligere, og det bliver lidt mere andenboldspil. Det skal vi kunne stå imod, hvis vi gerne vil spille med i toppen. Og så skal vi have en en rolig hånd i forhold til, at visse ting er svære, når man laver et fodboldhold, hvor gennemsnitsalderen er 20 år.
”I en kamp mod et rugbrødshold, hvor det er lange server, kommer det er et kæmpe tryk på os. Og det er nogle dygtige spillere, Fremad har. De har spillet på et højt niveau. Det kan man ikke fornægte. Det var den bedste modstander, vi har mødt, i forhold til det, de udfordrede os på. Det er fedt, at vi får det med hjem. For så skal vi også blive dygtige til den del."
(Foto: Jakob Termansen)
