Markus Bay: Jeg har fundet mit hjem som fodboldspiller
Udekampen mod VSK Aarhus var Fremad Amagers sidste i 2025. Heller ikke i denne blev det til sejr, hvorfor efterårssæsonen slutter med nul gevinster på fremmed grund. LigaManager fik Markus Bay til at prøve med en lyn-analyse af, hvad der ikke vil lykkes, når Sundby-drengene drager udenbys.
”Jeg synes tit, at vi gør det lidt sværere for os selv. Vi kommer tit bagud. Det er tit os, der skal jagte andet hold. Men i dag synes jeg, at vi beviser, at det kan vi sagtens. Vi viser specielt i 2. halvleg, at vi er mindst lige så gode som dem. Efter vi får scoret et mål, synes jeg også, at det er os, der er tættest på at tage sejren til sidst. Det er positivt, og jeg synes, det var et skridt i den rigtige retning i dag”.
Det var Markus Bay selv, der stod for det udlignede mål på et fantastisk flot direkte frispark. Om målet havde midtbaneprofilen følgende at sige.
”Mig og Zohore stod og diskuterede lidt om, hvem den lå bedst til. Jeg synes, Zohore har haft sine chancer i år. Så jeg valgte at sige, at jeg har den, og så rammer jeg den heldigvis perfekt, så den går op i hjørnet”, fortæller Bay med et skævt smil om sparket, der skulle uden om en stor mand i VSK-målet.
”Jeg prøver bare at fokusere på at få den over muren, og så se, hvad der sker derfra. Jeg er bare glad for at den landede udenfor målmandens rækkevidde”, tilføjer Bay, som midt i en meget vanskelig efterårssæson for Fremad Amager, har leveret hele fem præstationer til Ugens Hold. Det skyldes ganske enkelt, at Bay føler sig hjemme, vurderer han selv.
”Jeg er kommet tilbage til nogle vante rammer. Jeg er rigtig glad for at være i Fremad Amager. Jeg bor på Amager. Jeg er bare glad for at være hjemme. Jeg ved ikke, hvor mange kampe jeg efterhånden har spillet, men det er mit mål at spille mange flere endnu.
”Jeg tror, det er svært nogle gange som fodboldspiller at finde sit hjem, hvis man kan sige det sådan. Men det føler jeg, at jeg har fundet i Fremad. Så jeg er rigtig glad for at være tilbage. Jeg er rigtig glad for at spille hver gang. Det er en stor faktor i det, at jeg får lov til at spille stort set 90 minutter hver gang. Og komme i rigtig god form. Det, tror jeg, er skyld i, at det går fint for mig personligt.”
Bay og co. spiller årets sidste kamp hjemme i Sundby Idrætspark mod Skive fredag aften.