Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.
LigaManager dækker dansk fodbold

Middelfart-boss: Vi mangler den sidste kvalitet

Foto: LigaManager
Betinia Liga
17/9/2025 11:17

Tabellen lyver aldrig. Heller ikke i Betinia LIGA.

Alligevel er der ikke noget at sige til, hvis Middelfart føler, at synet af den aktuelle stilling er en sandhed med modifikationer.

Oprykkerne er efter ni runder rigtignok noteret for fem point og indtager dermed sidstepladsen i Betinia LIGA.

Ikke desto mindre sidder Middelfart tilbage med en følelse af, at pointhøsten havde fortjent end bedre skæbne.

Og holdets seneste kamp ude mod AaB, hvor De Blå fra Vestfyn tabte 4-0, var ingen undtagelse. Det siger Middelfarts sportschef, Søren Godskesen:

“Der er på ingen måder end 4-0 kamp. Det er en kamp, man sagtens kan tabe, men så er det er 2-0, og så er det det. 4-0 bliver simpelthen for grimt og for voldsomt.”

“I min verden matcher resultatet slet ikke det kampbillede, jeg så. I spillet mellem felterne er vi mindst lige så gode som AaB, hvis ikke vi er en my bedre. Der er måske endda lidt mere ide i det, vi laver på bolden.”

Når det er sagt, så er Søren Godskesen ikke bleg for at erkende, at Middelfart - i modsætning til AaB i søndags - mangler kvalitet og mod i begge ender af banen.

Især på den sidste tredjedel af modstanderens banehalvdel. Og ikke bare i kampen mod AaB, men generelt set:

“Mod AaB kommer vi igen frem til mange chancer, men vi får dem ikke spillet store nok. Vi tager lidt for ofte den hurtige - og måske lidt lette - beslutning.”

“Og det er det, vi skal lære af kampen, og som vi skal blive bedre til. Vi skal simpelthen turde at gøre de ting, vi gør hver dag til træning, når vi spiller kamp.”

Det får Middelfart mulighed for på lørdag, hvor lokalrivalerne fra Kolding gæster Middelfart Stadion.

En kamp, der fløjtes i gang af dommer Jacob Stausgaard Kobberrød klokken 14.00.

Jakob Genz