Middelfarts nedrykning var et spørgsmål om tid – det gør den ikke mindre pinlig

Middelfart er fortid i Betinia LIGA. Det blev en matematisk realitet onsdag aften, hvor De Blå tabte 5-1 til Aarhus Fremad.

Nederlaget kom ikke som et chok. Ej heller nedrykningen. For Middelfart har været ligaens dårligste hold fra dag ét. Og er det stadig. Offensivt såvel som defensivt. 

Derfor er Middelfart i skrivende stund også kun noteret for 12 point, og selvom der fortsat mangler seks kampe af sæsonen, så er der intet der tyder på, at holdet får flere point på kontoen. 

Før forårspremieren var optimismen ellers stor og afstanden til overlevelse lød blot på seks point. I dag, otte kampe senere, er afstanden på 19 point.

Middelfart har nemlig tabt samtlige af kampe i 2026 med samlet 29-6. Alene i de seneste to kampe har de indkasseret 11 mål. Det er ikke godt nok. Og det er pinligt.

Da Middelfart i sommer rykkede op i landets næstbedste fodboldrække for første gang i 50 år, skete det hånd i hånd med Aarhus Fremad. Drengene fra Riisvangen er pt. nummer to i nedrykningsspillet, hvor holdet er noteret for 33 point.

En pointhøst, der er kommet i hus takket være et mangeårigt og snorlige koncept, hvor angreb har været det bedste forsvar.

I Middelfart har slagplanen været en anden og langt mere ad hoc. Fem-seks mand i bagkæden, knofedt og håbet om en kontra, eller et mål på dødbolde.

Det kan man sagtens komme langt med, men klubben har ikke været gode nok til det, de har villet. Og ja, det har alle på og omkring holdet en andel i.

Ikke mindst Middelfarts sportschef Søren Godskesen

Det hold, der onsdag aften definitivt rykkede ned med et brag, er Søren Godskesens værk. Købt for klubmæcenen Per Jørgensens penge. Lige nu er det svært at se, hvad investeringen har kastet af sig.

I efteråret bed de fra sig og spillede deres chance, men foråret har været under niveau og senest under al kritik. Der er mange måder at rykke ned på. Middelfarts måde vil gå over i historien som en plet, der tager tid at få vasket væk.

Et arbejde, der ikke kan vente til næste sæson. Arbejdet starter på søndag, hvor Middelfart møder B.93.

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA