Næstved Boldklub henter Banda hjem
Næstved Boldklub føjer endnu et navn til spillertruppen. Denne gang en gammel kending i form af Philip Banda. Den 22-årige forsvarsspiller nåede to og en halv sæson for “de grønne” før turen gik videre til norske Vard.
Nu er Banda tilbage og, som klubben melder ud på egne medier, “klar til igen at tørne ud for topholdet i CampoBet 2. division. Her indtager Næstved andenpladsen, fire point efter AB.
Cheftræner Sune Lærkedahl Jensen udtrykker stor glæde over at kunne byde Philip Banda velkommen tilbage.
“Vi glæder os. Philip er en ung og talentfuld spiller, som har fået værdifuld erfaring fra udlandet. Han skal kæmpe om sin plads i en konkurrencedygtig trup, og vi ser frem til, at han kan være med til at rykke Næstved tilbage i top 20 i Danmark.”
Philip Banda nåede ifølge Transfermarkt 29 kampe for Vard i 2025, og for ham er gensynet med Næstved noget særligt.
“Jeg glæder mig rigtig meget til at vende hjem til Næstved og igen blive en del af en fantastisk klub. Jeg har fulgt holdet tæt hele 2025 og ser frem til at blive en del af en meget stærk divisionstrup.”
Philip Banda starter træningen allerede i denne uge, og så kan han ellers glæde sig til at optræde på banen, som spillerne i CampoBet 2. division har valgt til ligaens bedste.