Næstved-træner efter sejr: Stort cadeau til drengene
Næstved Boldklubs cheftræner Sune Lærkedahl Jensen var svært irriteret, da hans hold tidligere på efteråret tabte 2-0 på hjemmebane mod Thisted FC. Derfor føltes det rigtigt dejligt at få revanche oppe i Thy, indrømmede han beredvilligt overfor LigaManager.
”Ja, vi havde sagt, at vi godt ville have den revanche, fordi vi følte, at vi var rigtig gode, sidst vi mødte Thisted. Men Thisted er bare skarpe, de skal ikke bruge særlig mange chancer for at få et mål. Det viste de på vores hjemmebane mod os, og det viste de også i dag med dét mål, de lavede i første halvleg. Det er et stort cadeau til dem, men vi er selvfølgelig rigtig glade for sejren.”
I startede rigtigt godt, men faldt så noget ud af kampen. Så du det også sådan?
”Vi havde lige en lille kort periode, synes jeg, lige omkring, hvor de får deres mål. Vi vidste jo godt, at hvis Thisted bare får en lille smule ro og plads, så kan de godt spille fodbold. Så det fik vi lige snakket om i pausen, men jeg synes også, at spillerne fik rettet det til selv. Vi kom tilbage på sporet, efter de scorede 1-1, og går også til pause foran 2-1.”
Havde du taktisk sat holdet en lille smule anderledes op i forhold til hjemmekampen mod Thisted?
”Vi lærte af den kamp, at vi skal sørge for at komme ned bag dem og spille, og ikke spille så meget på forsiden af dem, så de får tid til at skubbe op. Så vi havde justeret en lille smule på nogle positioner i forhold til at drille lidt mere i deres forsvarsspil, hvilket jeg synes fungerede meget godt. Specielt i vores venstre side kommer vi under dem mange gange i første halvleg.”
Det var jeres fjerde tur til Jylland i dette efterår. Det var jeres fjerde sejr. Hvad giver du dem for at spise i bussen?
”Jamen jeg ved ikke, om vi bare skal mødes et eller andet sted og køre i bus, hver gang vi spiller. Om det er så i Næstved eller hvad. Det er et stort cadeau til drengene. Vi har også vundet mange kampe, kan man sige, men det er flot at køre så langt i bus og komme ud og lave sådan nogle præstationer. Specielt at tage til Vendsyssel og Thisted og vinde, så igen; stort cadeau til drengene.”
Næstved spiller årets sidste kamp søndag eftermiddag på hjemmebane mod VSK Aarhus. Der er kickoff kl. 13:00.