Nicklas P. om nye gamle spillere: Har pyntet på vores hold

I efteråret havde HB Køge den yngste spillertrup i Betinia LIGA, men det er ikke længere tilfældet. For i vinterens transfervindue hentede klubben to gamle kendinge, der tilsammen har hævet førsteholdets gennemsnitsalder.

Tobias Thomsen og Marcel Rømer er nemlig henholdsvis 33 og 34 år, og det er HB Køges cheftræner, Nicklas Pedersen, glad for. De to nye, gamle spillere bidrager således med en tiltrængt rutine, der har givet Svanerne “et mere modent udtryk”, udtaler Nicklas Pedersen:

“Jeg synes, at Tobias Thomsen og Marcel Rømer har pyntet på vores hold.”

“Det der med, at kunne tage temperaturen på kampen, så det ikke bliver for meget Det Vilde Vesten. Og det synes jeg, har pyntet på vores hold i løbet af opstarten,” udtaler Nicklas Pedersen til HB Køges hjemmeside, hvor cheftræneren sætter yderligere ord på en opstart, der i weekenden blev rundet af med en 3-0 sejr over Ishøj.

En kamp, hvor Nicklas Pedersen så både godt og skidt fra sine spillere:

“Jeg synes, at der i perioder er for meget sjusk. Jeg synes, at det tekniske niveau er for lavt. Men i det perioder, hvor det (spillet, red.) sidder, der synes jeg, vi ser gode og er i stor kontrol,” udtaler Nicklas Pedersen, der har tre dage til at få fjernet sjusk og mangler.

Fredag aften spiller HB Køge nemlig forårspremiere ude mod Hobro på DS Arena. De to hold er placeret på hver deres side af nedrykningsstregen, hvor de er noteret for lige mange point, nemlig 18 af slagsen, hvilket er seks mere end bundproppen Middelfart og to mindre end Aarhus Fremad på niendepladsen.

Aarhus Fremad og Middelfart mødes i øvrigt lørdag på Ceres Park Vejlby.

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA