HB Køge-boss efter Horsens-triumf: Vi fortjener ikke nødvendigvis sejren
Takket være to scoringer af anfører-veteranen Mike Jensen, og en overtidsscoring af 19-årige Silas Hald, vandt HB Køge fredag aften 2-3 ude over Horsens på Nordstjern Arena.
En regulær mandfolkeindsats af Betinia LIGAs yngste hold, der dermed i ottende forsøg fik sæsonens første udebanesejr, og nu ikke længere er ligaens dårligste mandskab på fremmed græs.
HB Køges cheftræner, Nicklas Pedersen, var da også en glad mand efter kampen. Især for den mentalitet, holdet lagde for dagen:
“Vi fortjener ikke nødvendigvis sejren, men mentaliteten fra de unge drenge, hvor vi har ti mand på skadeslisten, det fortæller meget om vores trup.”
“De giver aldrig op, og det har vi vist flere gange i løbet af sæsonen. Jeg synes dog ikke, at vi spiller en særlig god kamp, men mentaliteten sad lige i skabet,” udtalte Nicklas Pedersen til Viaplay.
Da Silas Hald to minutter inde i overtiden scorede det matchvindende mål, fik følelserne blandt både HB Køges spillere og klubbens mange medrejsende fans frit løb.
Til HB Køges egen hjemmeside havde Nicklas Pedersen da også kun ros til overs for HB Køges tilhængere:
“Jeg må bare rose alle de mennesker, der er rejst med herover. Det gjorde virkelig en forskel.”
“Det vil være en gave for os, hvis det kunne fortsætte, at der kommer så mange mennesker, for det giver vores hold noget. Det kunne man se efter kampen, og det kunne man mærke på spillerne inde i omklædningsrummet.”
Med sejren er HB Køge fortsat nummer ti i Betinia LIGA, men nu med 16 point på kontoen. Horsens er på fjerdepladsen med 22 point, og har blot vundet to af de seneste ni ligakampe.
Hvad Horsens’ sportchef, Esben Hansen, har at sige til det, kan du læse HER!