Nørgaard efter remis i Nørreskoven: En god reminder

Vejle måtte lørdag aften nøjes med 0-0 hjemme mod Aarhus Fremad, og Superliga-nedrykkerne missede dermed chancen for at minimere afstanden op til topholdet Hvidovre.

Det var da heller ikke en ovenud tilfreds Claus Nørgaard, der efter kampen udtalte sig til Vejles hjemmeside.

“Cadeau til Aarhus Fremad. De spiller godt og slår vores spil i stykker, og det formår vi ikke at slå tilbage på.”

“Vi rammer ikke vores niveau, hverken på bolden eller på de basale ting,” udtaler Vejles cheftræner og fortsætter:

“Men det er en god reminder, når man står foran en kamp, folk siger, vi skal vinde sikkert.”

“Det er en meget lige række – se blot på resultaterne denne weekend; Køge tager point fra Hvidovre, Esbjerg slår Fredericia og Hillerød slår AaB.”

“Folk undervurderer nemt den tæthed, der er i Betinia Ligaen,” konkluderer Claus Nørgaard.

Trods det uafgjorte resultat er Vejle fortsat nummer to i tabellen, fem point efter Hvidovre og tre point foran Fredericia.

Jakob Genz

Jakob Genz

Skribent: Betinia LIGA