Nyindkøb: Fan af Viborgs spillestil

Viborg FF har sikret sig en spændende forstærkning til midtbanen med tilgangen af den 27-årige hollænder Mees Hoedemakers, der skifter fra NEC Nijmegen på en treårig kontrakt. For Hoedemakers bliver det første gang, han prøver kræfter med fodbold uden for hjemlandet – og det er en mulighed, han har længtes efter.
"Det føles virkelig godt at være her, og jeg glæder mig til at komme i gang. Jeg har spillet mange år i Holland og føler nu, at tiden er den rette til at prøve mig selv af i udlandet, og jeg har fået et meget positivt indtryk af Viborg FF," siger midtbanespilleren til klubbens hjemmeside
Med 115 kampe i den hollandske Æresdivision for NEC Nijmegen og SC Cambuur bringer Hoedemakers masser af erfaring til det midtjyske. Samtidig mærker han allerede en god kemi med klubben og det sportslige setup.
"Klubben har vist, at de virkelig vil mig, og jeg har en rigtig god følelse med både klubben, byen og de mennesker, jeg allerede har mødt, så jeg ser meget frem til at starte her. Jeg har allerede haft positive snakke med træneren, og jeg kan fornemme, at den måde, man spiller fodbold på her, passer mig godt. Jeg håber på, at jeg hurtigt kan bidrage med mine kvaliteter, spille mange kampe og få en vigtig rolle her," siger Hoedemakers.
Hos Viborg FF ser sportschef Mads Agesen frem til at få hollænderen ind i den grønne trøje:
"Vi får en både teknisk og taktisk dygtig midtbanespiller, som både kan spille 6’er og 8’er i vores system. Han har sine forcer i sit afleveringsspil og i sin spilintelligens, og så er det en spiller med et stærkt mindset og et højt bundniveau."
Hoedemakers er tidligere ungdomslandsholdsspiller for Holland (U15–U19) og fik sin seniordebut for AZ Alkmaar i 2018. Nu venter næste skridt i karrieren – denne gang i Viborgs grønne farver.
