Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.
LigaManager dækker dansk fodbold

Optakt: Middelfart tager imod ligaens bedste udehold

Foto: Ligamanager.dk
Betinia Liga
2/9/2025 14:23

Middelfarts flyvende hollænder, 22-årige Jerailly Wielzen, kom ikke på måltavlen, da oprykkerne fra Vestfyn i sidste spillerunde spillede 2-2 for tredje gang på stribe i Betinia LIGA.

Set med Middelfart-briller må Jerailly Wielzen, der med fire scoringer er på en delt andenplads på ligaens topscorerliste, dog gerne få gang i målscoringen igen lørdag eftermiddag.

Her tager bundholdet i Betinia LIGA nemlig imod Superliga-nedrykkerne fra Lyngby, og Morten Karlsens mandskab ankommer til Middelfart Stadion med lidt af en statistik i bagagen.

Lyngby er såmænd Betinia LIGAs suverænt bedste udebanehold.

Således har De Kongeblå før mødet med dem, der bare kalder sig for De Blå, vundet samtlige af sæsonens første tre udebanekampe. Blandt andet takket være Jerailly Wielzens konkurrent på topscorerlisten, Isak Snær Thorvaldsson, der også er noteret for fire sæsonscoringer.

Hvorvidt Jerailly Wielzen og Isak Snær Thorvaldsson kommer på måltavlen lørdag eftermiddag, må tiden vise. Sikkert er det, at Middelfart og Lyngby aldrig tidligere har mødt hinanden.

For mens Lyngby har været en etableret del af dansk klubfodbold i årtier, så rykkede Middelfart i forsommeren op i landets næstbedste fodboldrække for første gang i 50 år.

Kampen mellem Middelfart og Lyngby fløjtes i gang klokken 14.00.

Jakob Genz