Optakt: Danmark – Wales i Nations League

Brian Riemers tropper slap fra Oslo med et beskedent 3-2 nederlag og æren i nogenlunde behold. Kan vi være tilfredse med det? Naaarh… Men et trods alt hæderligt nederlag mod Norge er vel et udmærket billede på, hvor dansk landsholdsfodbold står anno 2026.

Nede 2-0 efter 17 minutter kunne det have gået meget værre, men offensivt fik danskerne trods alt vist fanen med fine præstationer fra Damsgaard, Dorgu og Højlund – på den resterende del af banen lod indsatsen dog alverden tilbage at ønske.

Den ellers potente midtbane med Hjulmand, Højbjerg og Froholdt var mest af alt anonym og på bagbenene mod de boldsikre nordmænd, og bagkæden var overmatchet mod de norske offensivstjerner, som skabte chancer efter behag.

Must-win i Parken

Portugal og Norge var på forhånd spået som gruppefavoritter, og bedømt på torsdagens kampe ser det meget rigtigt ud.

Intet er selvfølgelig afgjort efter én kamp, og det er langt fra umuligt, at Danmark kan få point ud af hjemmekampene mod de to favoritter.

Som minimum bør og skal landsholdet dog være gode nok til at sikre sig tredjepladsen, som giver en mere fordelagtig seedning til EM-kvalen, og derfor er søndagens kamp i Parken mod Wales MUST-WIN.

Ligesom Danmark måtte Wales se VM hjemme fra sofaen efter en kvalifikation, hvor Belgien blev for stor en mundfuld i gruppespillet, og hvor den efterfølgende playoff-kamp mod Bosnien endte i en stor skuffelse med nederlag på straffespark.

Klar fra start?

Bagud efter tre minutter mod Skotland, efter seks minutter mod Tjekkiet og efter 14 minutter mod Norge. Danmark har fået for vane at komme haltende fra start, og den tendens skal stoppe med det samme, hvis det for alvor skal blive godt.

Der mangler meget i det danske udtryk, i relationerne på banen, og i det indtryk de giver som hold.

Mod et profilløst walisisk landshold er der igen meget at bevise. Danmark skal komme buldrende fra start, sætte sig på spillet, og tage greb om kampen.

Giver Riemer og co. endelig danskerene noget at glæde sig over igen?

Kampen spilles søndag den 27.september klokken 18.00 i Parken.

Mads Larsen

Mads Larsen

Skribent: 3F Superligaen